EneFox

Beskrivelse af projektet "ENEFOX"

Reduktion af CO2-udledninger er en central og udfordrende opgave for energisektoren. Det gælder ikke mindst i Danmark, hvor energiforbruget per indbygger er meget højt, og i samfund med høj vækst som f.eks. det kinesiske. Keramiske membraner til fremstilling af ren ilt har potentialet til at spille en afgørende rolle i denne sammenhæng. Anvendt i forbindelse med forgasning af biomasse gør de omsætningen til el mere effektiv og reducerer omkostningerne ved fremstilling af transportbrændsler ud fra biomassen, hvorved CO2-neutral transport bliver mere konkurrencedygtig. Iltmembraner kan endvidere reducere emissioner og energiforbrug i energi-intensive industrier som f.eks. cementindustrien.

I projektet arbejdes med gastætte keramiske komponenter, der kun tillader én specifik slags ion at passere nemlig iltioner. En sådan membran har en selektivitet på 100%. Membranen består af et bærelag, et ionledende gastæt materiale samt katalysatorer for de to overfladeprocesser, fx opsplitningen af iltmolekyler til ioner. Fokus er på at udvikle nye og forbedrede membrantyper med højere ydelse og bedre holdbarhed end de eksisterende. Det skal ske ved at opnå bedre forståelse for detaljerne i ilttransportprocessen og degraderingsmekanismerne. Projektet søger endvidere at identificere de mest fordelagtige måder at integrere iltmembranerne i industrielle anlæg på. Udviklingen sker i samarbejde med ledende kinesiske forskere og med deltagelse af førende danske virksomheder på området.